Planlagte kloakprojekter

I 2020 investerer vi ca. 45 mio. kr. i en række anlægs- og planlægningsprojekter for at forbedre og optimere kloakker, transportsystemer for spildevand og regnvand, regnvandsbassiner samt øvrige miljøtekniske anlæg til gavn for forbrugerne, miljøet og arbejdsmiljøet.

 

Større projekter, der forventes gennemført i perioden 2020 til 2029, kan ses i vores investeringsplan.

Afledning af spildevand til Mariagerfjord Vand

Vi arbejder videre med at planlægge etableringen af nyt afskærende ledningssystem fra Vesthimmerlands Kommune og den sydvestlige del af Rebild Kommune til Mariagerfjord Vand, herunder nedlæggelse af Nørager Renseanlæg. Projektet er meget omfattende og strækker sig over flere år.

 

I 2020 pågår der en række forberedende arbejder i forhold til projektet, herunder bl.a.:

  • Vurdering af virkninger på miljøet (VVM) er igangsat og forventes afsluttet i år.
  • Der samarbejdes mellem de tre forsyninger om at fastsætte det endelige projektgrundlag.
  • Der igangsættes arbejde med vedtagelse af et tillæg til spildevandsplanen ifm. projektet.

Nedlæggelse af Årestrup Renseanlæg

Der udarbejdes projekt for pumpning af spildevand fra Årestrup til Haverslev, hvorved Årestrup Renseanlæg nedlægges. 

Separatkloakering i Bælum

I år påbegyndes 6. etape af separatkloakeringen i Bælum. Separatkloakeringen af Bælum vil fortsætte i 2021 samt afslutte med etablering af regnvandsbassin i 2021 eller 2022.

Støvring Ådale

I relation til at Rebild Kommune etablerer en ny vej igennem Støvring Ådale har vi en række kloakprojekter som alle forventes udført i 2020:

  • Omlægning af spildevandsledning øst for jernbanen i Støvring Ådale
  • Regnvandshåndtering for bl.a. vejprojektet, herunder nyt regnvandsbassin ved Hobrovej
  • Kloakrenovering på Klepholmvej samt en mindre del af Hobrovej

Byggemodninger

I 2020 er der fortsat stor aktivitet omkring byggemodninger, hvor vi etablerer kloakledninger, pumpestationer og bassiner. Der er især aktivitet omkring planlægningen af nye byggemodninger i kommunen. Der er nogle små byggemodninger i Støvring Ådale som gennemføres i 2020. Disse er indenfor de allerede etablerede områder Rådyret og Kronhjorten.

 

Herudover er der yderligere aktivitet omkring planlægningen af en række private og kommunale byggemodninger. Udførelsen af disse byggemodninger er afhængig af kommunens prioritering og efterfølgende planlægning for disse områder med hensyn til kommuneplanrammer, lokalplaner, spildevandsplantillæg m.v.

 

Der er bl.a. aktivitet i Støvring Ådale, Støvring Nord, Høje Støvring, Haverslev, Skørping, Nørager og Øster Hornum. Mange af disse byggemodninger kan muligvis igangsættes sidst i 2020, men forventes tidligst igangsat i 2021.

Tilkobling af kloakker fra private grunde

Det er overordentlig vigtigt for miljøeffekten og den samlede funktion af kloaksystemerne, at kloakkerne på de private grunde fungerer acceptabelt og er tilsluttet korrekt til den offentlige del af kloaksystemet.

 

Vi assisterer Rebild Kommune, der er myndighed på området, med at løse denne opgave generelt og med særlig indsats bl.a. i Øster Hornum og Haverslev.

Opsporing af fejlkoblinger

Fra eksisterende separatkloakerede byer er der alt for stor tilledning af uvedkommende vand (regnvand og drænvand) til spildevandssystemerne. Det har en række fordyrende og skadelige virkninger, herunder oversvømmelser med spildevand under ekstremregn.

 

I 2020 gennemfører vi projekter med henblik på undersøgelse og opsporing i udvalgte områder.

Pumpestationer

I 2020 er der fokus på etablering og renovering af pumpestationerne

  • Pumpestation Sortebakken, Nørager (færdiggørelse af 2019 projekt)
  • Pumpestation Aaparken, Rørbæk
  • Pumpestation Industriparken, Haverslev
  • Pumpestation Ravnborgvej, Solbjerg
  • Pumpestation Nørager Mejeri
  • Pumpestation Rold Storkro
  • Pumpestation Ny Kærvej, Støvring (primært planlægning i 2020)
  • Pumpestation Vestermarksvej, Nørager
  • Pumpestation Ladelund, Haverslev
  • Modernisering af IT-system til overvågning, dataopsamling og drift af pumpestationer

Øvrige anlægsprojekter

Ud over ovenstående anlægsprojekter gennemfører vi en række mindre anlægsprojekter i forbindelse med reparationer, etablering af stik, udskiftning af dæksler i forbindelse med asfaltarbejder m.v.

Planlægningsopgaver

I 2020 vil vi arbejde med følgende planlægningsopgaver:

  • Regnvandshåndtering ved Mastrupsøerne i Støvring
  • Planlægning af indsats for fremtidig regnvandshåndtering i hele oplandet til Mastrup Bæk
  • Regnvandshåndtering i den nordlige del af Støvring
  • Regnvandshåndtering i Skørping, herunder undersøgelse vedrørende etablering af ny stor regnvandsledning mellem Skørping by og Otterup Mosegrøft samt etablering af regnvandssø ved Otterup Mosegrøft
  • Ledningsregistrering og helhedsplanlægning i Nørager
  • Fortsat renovering og etablering af pumpestationer
  • Ledningsregistrering og forbedring af ledningsdata m.v.

Denne hjemmeside bruger cookies
De benyttes til at gemme valg af cookieindstilling på hjemmesiden.

I tilfælde af video kan der påkræves accept af alle cookies.

Du kan kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers avancerede indstillinger